Takt & Tone – en undersøgelse af byens melodi

Intro

Er det ikke påfaldende, at Emma Gads bog Takt & Tone handler om menneskers omgang med hinanden. Jeg mener, ’takt’ og ’tone’ er jo oprindeligt ord der beskriver lydenes omgang med hinanden. ’Hold takten’ og ’ram tonen’ er udsigelser der ansporer musikere i et band eller orkester til at spille på en måde, så det lyder godt i samspil. Hvorfor har vi adopteret ordene til at beskrive en slags ordensreglement for, hvordan vi bør opføre os?

Jeg tror, det er fordi der er paralleller mellem ideen om en god melodi og ideen om et godt fællesskab. Det handler i begge tilfælde af at sammensætte forskellige individuelle egenskaber så de danner et kollektivt hele, der har en form for merværdi; en følelse af at være en del af noget større, der er unikt i kraft af de særlige individuelle elementer, der er med til at skabe dette ’noget’. Hvis melodien introduceres for en ny lyd eller hvis fællesskabet introduceres til en ny person, så sker der en forstyrrelse af det oprindelige og unikke, og der kan enten ske det, at det nye afstødes for at bevare det, der var, eller at det nye indordner sig så det passer ind, eller som en tredje mulighed, at det oprindelige ændrer karakter, så der er plads til det nye.

Med afsæt i dén tanke vil jeg se på området Sydhavn i København og min egen situation som tilflytter. Som en fremmed i byens fællesskab, vil jeg gennem mødet med menneskene i mit nye kvarter, se om det er muligt at falde til uden at give afkald på min egen identitet - og uden at spolere kvarterets særegenhed. Projektet kommer til at tage tid, og vil række langt ud over denne artikels horisont, men den er min anledning til at begynde.

De første møder

Vivian er 77 år og den eneste i sin familie, der stadig lever. Jeg møder hende på en bænk ved busstoppestedet, hvor hun sidder i sin gule dynejakke, der blander sig med hendes lange grå lokker. Hun ser ventende og tænkende ud, men også en smule sørgmodig. Da jeg fortæller Vivian om min mission om at snakke med nogle mennesker, der har boet længe her i Sydhavn for at forstå stedet og min egen rolle i det, spørger hun hvilket stjernetegn jeg er. Jeg er skorpion, og det leder Vivian – som viser sig at være astrolog – til at give mig et råd. Hun mener, jeg skal danne mig mit eget indtryk af området ved at observere og bruge min intuition. For at hjælpe mig i gang inviterer hun mig med på rundvisning. Hun viser mig sin yndlingsgade, der ligger lige på grænsen til Valby, og fortæller om, hvordan AKB har vildt mange boliger i området. Hun deler med mig, at hun er hemmeligt forelsket en, som hun ikke kan få og om at være på trans-spektret i et sprog, der fandtes før woke. Hun viser mig skulpturen af Anker Jørgensen, og selvom det er fint, at den gamle statsminister sidder ned i øjenhøjde med ’os andre’, vil jeg instinktivt gerne udskifte den med en skulptur af Vivian.

Sydhavn er for Vivian sådan et sted, hvor der sker mange sociale ting. Man mødes og snakker og hilser på kryds og tværs. Vivian savner Sydhavn. Hun bor nemlig på Amager nu, fordi hun var nødt til at flytte pga. psykiske udfordringer og en nabo, der gjorde hende utryg. Ifølge mit nye bekendtskab kan man ikke vurdere et steds værdi ud fra de ting man kan se, for det handler om, hvordan folk har det indeni. Det er klogt sagt. Nu hvor hun har det godt igen vil hun gerne tilbage. Det forstår jeg godt. Selv er jeg jo flyttet til Sydhavn fordi det netop har noget særligt, og det er ikke kun fordi der stadig ikke er Lagkagehuset og 7/11’er på hvert andet gadehjørne og urimeligt dyre genbrugsbutikker. Det er fordi der en ånd af noget, og nogle mennesker med livshistorier, der ikke rigtig passer ind andre steder?

Det er Bolette, der kommer ind på det med eksklusion. Bolette er 66, og sidder og solbader foran Karens Minde Kulturhus, da jeg fanger hende til en snak. Hun fortæller mig, at Sydhavn, før i tiden, var der de (altså ’de andre inde fra storbyen’) sendte deres børn hen, hvis de ikke ville kendes ved dem. De afviste børns ånder er der stadig, siger hun med et stolt blik i øjnene. Hun fortæller også, at når dem der flytter ind ovre i Det Nye Sydhavn ovre på Teglholmen og Sluseholmen, går ture i Det gamle Sydhavn, så kan man se på dem, at de ikke passer ind.

Jeg ligner en der kommer udefra – inde fra Indre Nørrebro. Det er jeg ret sikker på. En der har ’opdaget’ Sydhavn, blevet forelsket, og købt en af de stadig billige lejligheder for at imødekomme en længsel efter at høre til et sted, der er lidt mere sit eget. Det gør ondt i min sjæl, når jeg tænker på, at jeg nok bliver set på som en fremmed. Men Nørrebro sidder stadig i mig, det mærker jeg tydeligt mens jeg går rundt her i min nye bydel. Jo flere mennesker jeg møder og jo mere jeg går rundt og observerer, jo mere bliver jeg i tvivl. Burde jeg overhoved være her? Skulle det her sted bare have lov til at forblive helt sit eget?

Af Robin Frederiksen
2. juni 2025